en bedre Condition, thi Arveskifterne, som var det bedste, er dem fragaaen, og behager I, saa vil jeg dog give Eder 300 Rdl. i Opladelse, I faar altid bedre Leilighed“ Jeg svared: „Jeg har ingen Kongens Naade at bortsælge.“ Da vendte jeg tilbage og gik bort til Christian Gjertsen[1] og bad, at han vilde lade mig see den nye norske Lovbog. Der fandt jeg det, ligesom denne Person, en nordlandsk Handskriver, havde sagt, gik strax til Obersecretaire Moth. Han spurgte, om jeg ikke var klar, jeg svared: „Gud veed, hvad fattigt Stykke Brød det er, som jeg nu fornemmer?“ „Ja, sagde han, hvorledes?“ Jeg svared: „Det bedste, nemlig Arveskifterne, er dem betaget.“ Han raabte: „Jacob Lerche, tag mig den norske Lovbog ned.“ Da fandt han det saaledes. „Ja, sagde han, hils Stiftamtmand Kaas fra mig, bed ham lade Eder paa sine Vegne forrette indtil videre“, og (jeg) stoled derpaa, hvorfor jeg den 6 Oct. om Aftenen gjorde ham min Opvartning og bar frem et Tallerken Spise for ham og var længe hos ham. Iblandt andet sagde han, at Ørkedalen er den vakkreste Egn nordenfjelds og smukke Folk. Da forklared jeg ham, hvad Naade min Herre havde beviist mig foruden min Løn, forstaa om Sølvknapperne, som bemeldt. Item om Grevinde Samsøe, hun foræred mig til mit Kongebrev 20 Rdlr. Det hændte sig saaledes (som jeg ikke forklared ham), imod jeg var klar og bestilte mig Skipperfart til Christiania fra Kjøbenhavn, passed jeg paa en Fredag, da hun kom fra den tydske Kirke og hjem, stod jeg ved Steentrappen, hvor jeg gjorde min underdanige Taksigelse eg Lykønskning for al beviste Naade. Hun svared: „Ja, lad mig see, I skikker Eder vel, saa kan det vel blive bedre i Fremtiden“, og gik dermed ind. Jeg
- ↑ En bekjendt kjøbenhavnsk Boghandler paa den Tid, se Nyrop, den danske Boghandels Historie, I, 252.
