skulde indrettes i en god Orden og Skik til Fredelighed og Endrægtighed blandt saamange Potentaters og Herrers Domestiker og Folk, som vare samlede af mange Nationer og fiendtlige Partiers Folk, da saasnart en Ambassadeur havde gjort sig publique bekjendt, blev hannem af Mediateurerne insinueret det gode Politi, som var sluttet og indrettet, at ingen Liberidrager maatte bære Kaarde eller Stok, langt mindre den Sort at bruge, item at ingen Cavalleer under Liv, Gods og Æres Fortabelse maatte duellere eller fordre hinanden, hvorover enhver Ambassadeur vilde behage at holde sine Folk i Tvang.
Denne Instrux blev først brudt af 2de danske Cavallerer, nemlig Palle Rantzau, vores, og den unge Lemfort,[1] som var af Grev Antonis Suite. Nu var Grev Antoni ikke her i Nimwegen, men bortreist. Imidlertid vilde vore unge Cavallerer ikke acceptere eller holde Lemfort for nogen Herremand eller Cavalleer, de mente, han var hverken født af Adel eller nobiliteret, de andre vores unge Herremænd instigered Palle Rantzau til, at han skulde see at trække Lemfort op, hvortil han sig og lod forlede nogle Gange, indtil Skjemtet blev for grov og utaalelig, saa at Lemfort gaar mig til en Morgen og ind til Palle Rantzau i sit Kammer (saasom de logeerte tvert ud for hinanden) og skjældte ham Huden fuld og derpaa fordred hannem ud for Porten med en Degen, Palle Rantzau forskrækked sig ikke for hans Udfordring, men svared, han skulde møde, Lemfort gik
- ↑ Denne Johan Lemfort var en Søn af Generalauditeur i Norge Zacharias Lemfort. At Joh. Lemfort paa denne Tid ikke var Adelsmand, er fuldkommen rigtigt, thi Faderen adledes først 1688. Johan L. blev siden Oberstlieutenant ved det Throndhjemsk Regiment. Han var gift med en catholsk Kvinde, og dette foranledigede ham til at reise Olaf den Hellige en Mindestøtte paa Stiklestad, se mine Norske Bygdesagn, 2den Saml. S. 94.
