Hængelaas, og, naar han vilde skrige, blev Pistolen sat op til hans Hjerte og maatte derfor tie. (Derefter fortælles, hvorledes Mesteren og hans ene Knegt rømme afsted til Hest med Jødens Klenodier og Penge, den anden, som skulde passe paa Jøden, kom først senere afsted til Fods og blev derfor greben af Byens Politi, der kom i Bevægelse, saasnart Jøden havde slidt sig løs. Magistraten i Nimwegen dømte ham til Døden, men dette fremkaldte stort misnøie i de diplomatiske Kredse, navnlig hos Damerne: „Alle Ambassadricerne bade hos de Hollænder og Mediateurerne at løslade denne christne Fange, foregav, at det var Synd, at en Christen uden Bind og gjort Mord skulde miste Livet for en Jødes Penge.“ Denne Forbøn gjentog sig, da Hovedmanden, en fransk Kapitain, endelig blev opdaget, ligesom ogsaa Kongen af Frankrige blandede sig i Sagen til de Skyldiges Fordeel og ansaa det tilstrækkeligt, at Jøden fik de røvede Koster tilbage; Kongen „fandt dette at være ikkun et Corporalspuds og en Bagatel at døde Nogen for.“ „Ja, jeg saa (skriver Skaanlund videre), at Madame Høg fældte Taare, der det var paa det Yderste til Extremitet, at en Christen skulde dø for en Jøde.“ Enden blev, at Jøden fik sit Guld og sine Juveler igjen, men ikke Sølvmynten, hvilken Kapitainen beholdt).
Som bekjendt opkom der, da Hannibal Sehested var død som Gesandt i Paris 1666, en upassende og uden Tvivl usand Fortælling om hans Dødsmaade. Dette Rygte har vistnok givet Anledning til mere end et Epigram; idetmindste erindrer jeg at have seet et saadant paa Fransk blandt Klevenfeldts Samlinger i Geheimearchivet, der dog er for smudsigt til at fortjene Offentliggjørelse. Blandt Holbergs Epigrammer have ikke mindre end to Hensyn til dette Sagn, nemlig I, 22 og I, 32. Det første af disse lyder saa:
