Denne Person med tvende underkuende indfandt sig udi den franske Ambassadeur Colberts Gaard, som var folkøde, af den Aarsag Colbert var flyttet. Bemeldte Person havde Bud efter Huusverten; da han kom, bad han ham lukke op, han vilde besee Værelserne, om han havde Lyst at leie Gaarden paa nogen Tid, foregav, han var Fyrsten af Holsteens Hovmester, han kommer selv til Staden, noget Mærkværdigt at forrette. Efter de vare accorderede, sagde han: Vil I betro mig Nøglerne? Jeg maa være alene, thi jeg skal strax skrive min Fyrste til, han er paa Veien hid fra Brüssel. Manden gik bort til Sit. Dernæst sagde han til de to Knegte, som han havde med sig: Du skal gaa bort i Isenboden og kjøbe mig Jernlænker 2 à 3, som Grimer, Kramper, Hængelaase og en Hammer strax. Til den anden sagde han: Du skal gaa bort til den Jøde, som er hidflyttet fra Cleve, han skal bo i den og den Gade, og bed ham strax komme hid til mig og sig, her er Fyrsten af Holsteens Hovmester, hvorfor han skal med sig tage saamange Juveler og Guld, som han haver, saasom Fyrsten vil kjøbslage med ham og tilvexle sig Guldet af ham. Dette gik for sig, saasom der var Ingen udi bemeldte øde Gaard end Mesteren for dette Verk og saa den Knegt, som havde hentet Jernlænkerne. Da Jøden nu kom med glubende Tanker i Mening, at her var Vand paa hans Mølle ved Profit at trække Fyrsten op, naar han kom, han blev ført ind i et Gemak inde i Gaarden, der var et Bord, hvorpaa Jøden fremlagde sit Liggendefæ af Juveler og Guld, de to Knegte vare i næste Gemak, hvilke han indraabte, hvor da den ene af dem havde forborgen hos sig et Par ladte Pistoler. Da sagde Mesteren til Jøden: Hør, har du ingen Sølvmynt og Smaapenge hjemme? Jøden fik da en anden Tro og blev gruelig altereret, svared nei og vilde tage sin Skat til sig igjen. O nei, sagde Mesteren, du skal ikke røre den. Da ved en Vink kom Pistolerne for en Dag og blev lagt paa Bordet, og Jøden maatte ei komme den nær. Saa kom her frem Blæk og Papir. Da trued han Jøden, at han strax skulde skrive hjem til sin Kvinde at forskaffe al den Sølvmynt, de havde. Jøden, som saa ingen anden Redning at frelse sit Liv, skrev, men det var hans Moders Maal, men han maatte omskrive den paa Tydsk ved Tvang, hvorpaa den ene Knegt sprang hen til Jødinden og kom igjen med nogle hundrede Gylden. Men der Pengene kom paa Bordet, blev Jøden af disse tre Karle paagreben og Lænkerne tilhobefæstet med
