Handelsbønder, saa vil– jeg her afskrive i Udtog det vigtigste og Sagen mest oplysende.
„Commercen drives med stor Fordel for disse Bæver-Familier (ɔ: de ældste og fornemste Trælasthandlere) med Odderne (Bønderne) oppe i Fjeldegnem og naar nogen Fremmed speculerede paa at ville trænge ind i denne Handel, søgte disse Bæver-Familier, som tilegnede sig Monopoliet, at knække Lysten paa disse Fremmede ved følgende listige Fremgangsmaade. Alle Oddernes Producter maatte flaades ned af et Elvedrag af 20 til 30 miles Strækning. Bæverne, som allerede havde store Forraad ude af Elven ved Kysterne for den udenlandske Handel, magede det saa, at deres andre Forraad, som endnu vare hist og her i Elvedraget, bleve holdte tilbage, og da dette var i overmaade stor Mængde, bleve Begyndernes smaa Forraad, som løb herimellem, stoppede og kunde ikke komme ud, hvorved de Intet havde at handle med, medens stedets saakaldte Adel havde nok, hvorved hine bleve tvungne til at give denne Handel op og lade de mere vigtige beholde den alene. De gamle commercerende Bævere fik nu denne Handel alene, og det var ingen Under, de kande føre den med Fordel, da de taabelige Oddere stode i den Indbildning, at de trængte til Bæverne, og Bæverne ikke til dem. Dersom de taabelige Oddere kun havde søgt Livets Nødvendigheder, vare de ikke komne saa let i Decadence, men de søgte ligesaa meget, om ikke mere, Overdaadighedsvarer. Dermed kom Odderne i stor Gjæld til Bæverne, og altsom deres Gjæld voxte, formindskedes Prisen paa deres egne Varer, men Bæverne steg. En græsselig Underballance føltes nu i Oddernes Handel, der nu som Skyldnere maatte lade sig behandle af Bæ-
