verne efter Behag. Endvidere, de ældste Bæveres Afkom, der ved deres Fædres florerende Handel vare blevne vante til vellevnet og Magelighed, gad nu ikke som deres Fædre paatage sig de besværlige Reiser for at mærke Oddernes Vare-Leverancer. De betroede denne Commission til andre. Dette gav Odderne, som efterhaanden begyndte at føle, hvormeget Bæverne i Handelen havde forud for dem, Leilighed til at speculere paa Kneb. Brevene udsendte Eghornene til at mærke Oddernes Varer. Odderne blev det nu om at gjøre at komme i god Forstaaelse med disse. Man gjorde overalt meget af dem, saa at naar der kom et Eghorn tilfjelds, var det, som der kom et stort og ædelt Dyr. Man trakterede dem med Nødder og andet godt efter deres Smag og gav dem desuden gode Foræringer. Noget for Noget blev Ordsproget. De erkjendtlige Eghorn gave Mærkesedler ud paa Varer, der endnu laa i Skoven, ja vel stod og groede og følgelig ikke kunde bringes til Beregning af Udførsel i Elvedraget, som var det, Eghornene egentlig havde at iagttage. Bæverne, som sad hjemme, kunde ikke strax mærke dette Underslæb, fordi de til den udenrigske Commerce havde Forraad nok af den Overflødighed, som de havde arvet fra deres Fædre i Tusindetal. Og nu og da kom ud af Elvene noget, som fandtes mærket for 16 til 20 Aar og derover. De fattige Oddere maatte nu i Betragtning af disse Overflødigheder, som Bæverne eiede, anse det for en Naade, naar de for nye Varer, som de mægtige Bævere ei trængte til og ikke kunde faa ud før nogle Aar efter, maatte gives Forskud og Kredit paa andre Varer, som Odderne behøvede til Livets Nødvendigheder med videre. Thi da Oddernes Gjæld nu blev saa stor, saaes aldrig
