gerne maatte udvælge nogle Mænd blandt dem selv, der kunde bo paa Ladestederne for at handle med Bønderne. Dette var paa anden Dansk at tilstaa disse Steder Borgerret, thi hvad enten de, som allerede boede der, eller andre, som fra Byen flyttede derhen, fik Frihed at handle som Borgere, blev Sagen den samme. Men skjønt dette Forslag skeede saa sent som 1738, blev det dog negtet, men derimod paabudet, at Borgerne, som før sagt skulde holde Udliggere, ligesom om Landet havde større Ære og Nytte af Kjøbmænds Tjenere, der, hvis de skulde bringe deres Husbond nogen Fordel, maatte leve ugifte til Leie hos andre og sætte lidet til, end af virkelige Kjøbmænd, der eie Huse og Gaarde, Sauge, Jordbrug, Skove og Skibe, hvis Børn og Efterkommere kunne tjene i og udbrede deres Forfædres Handel, hvorved Ladestederne med Tiden kunde blive stærkt beboede og de kgl. Indkomster forbedrede, saa at det synes, at den Magistrat, der har overseet Indflyttelsen og, Privilegierne uagtet, givet En og Anden Borgerret paa Ladestederne, skjønt Bevæggrunden paa bemeldte Magistrats Side kan have været Egennyttighed, har gjort Landet en mærkelig Tjeneste, da adskillige af disse saa at sige ulovlige borgerlige Familier leve i velstand og Overflødighed, og det er troligt, dersom disse underlige Fordomme engang ophøre, og man tillod saa mange Borgere at nedsætte sig paa Ladestederne, som mene der at finde Handel og Næring imod at tage Borgerskab i og skatte til Christiansand, hvorved Byen aldeles ikke blev fornærmet, men saa desmere Lettelse i sine Udgifter, at bemeldte Ladesteder vilde tage mærkelig til, endog med de smaa Friheder, dem ere eller maatte blive bevilget; hvis derimod Borgerskab, ligesom de nuværende Borgere
