findes, undtagen den liden Sognedals- eller Lunde-Elv, som løber i Søen ved bemeldte Høllen, og der er to og en halv Mil at føre Lasten forbi den aabne Kyst, saa er det mest Planker og Bord, som derfra kan føres.“
Om den Indretning, at Christiansands Borgere efter Privilegierne skalde i Districtet have Udliggere ellar Handelsfuldmægtige, udtaler samme Mand sig paa følgende Maade:
„Hvis Udliggere skal holdes af særskilte Kjøbmænd bliver maaske Vanskeligheden for Land og By lige stor, thi hvorledes skulde Landet kunne bygge paa at blive forsynet med Korn og andre Varer eller at finde Afsætning af dets egne, naar Udliggeres Holdelse er vilkaarlig og Ingen er vis paa, om nogen Christiansands Kjøbmand fandt sin Regning ved at holde dem eller ikke? Det er og meget at tvivle paa, at en fornuftig Kjøbmand, der allerede har nok at gjøre med, hvad han selv kan overse, skulde ville indlade sig paa en saadan Udligger, saa mange Mile borte, betro ham fort af sin Velfærd, der med bedste Lykke og Oprigtighed fra Udliggerens Side vilde dog blive udsat for den Fare og Uleilighed, det fører med sig at handle med og borge saamange vidt fraliggende Bønder. Man har, saavidt man ved, kun havt en eneste saadan omgribende Kjøbmand, nemlig Raadmand Jørgen Moe,[1] der tillige holdt Udliggere i Mandal, i Lyngdal og længere vester, men et anseeligt Tab lærte ham snart at mærke sin Vildfarelse. Dette har og Christiansands Kjøbmænd meget vel indseet, hvorfor der eg istedenfor Udliggere, hvilke Staden egentlig aldrig har holdt, blev foreslaaet, at Bor-
- ↑ Var Vice-Raadmand 1781.
