fordi Bonden kun fik en Slik for sin Trælast, som han solgte Kjøbmanden, der desuden, som sagt, vidste at opskrue de Kornvarer, han igjen betalte med, af hvilket halve Delen tabtes ved den lange Transport, 16 à 20 norske Mile op i Landet om Vinteren, hvorved Bonden stedse kom i Gjæld til Kjøbmanden, hvilken Gjæld Søn efter Fader ligesom arvede og bestandig hæftede paa Gaarden.
Saaledes forblev det i mange Aar. Arendrup[1] gjør i sin Tid følgende Betragtninger over Handels-Forholdene med Bonden:
„Om ellers Trælasthandelen kan blive af nogen Bestandighed, i Betragtning af de store Hugster, der i de foregaaende Aar er skeet og endnu her og der gaar for sig, er et Spørgsmaal, som besvares paa ulige Maader. De, der mene, at Skovens engang maa udtømmes, give disse Aarsager dertil: 1. At Bønderne, som have nogen Formue, stræbe efter at tilkjøbe sig de skovrigeste Gaarde, hvis fattige Beboere ei selv formaa at drive dem, og saasnart de have faaet en saadan Gaard, hugge de Skoven om for Fode for derved at betale Gaarden, af hvis Jord de dog siden have saameget Leie, som Renterne af Kjøbesummen. 2. Naar en Bonde kommer i Armod enten formedelst Uheld eller egen Brøde, sælger han Skoven halvt eller alt for at rede sig ud deraf, uagtet han siden geraader i Armod igjen. 3. Kjøbmændene er i deres Handel med Bonden ustadige og vaklende, snart kjøbe de, snart ikke. Bonden, især oppe i Landet, maa stedse hugge, skal han leve; kommende til sin Kjøbmand faar han ofte det Svar: „Iaar vil jeg ikke
- ↑ Lars Arendrup, Raadmand i Christianssand omtrent 1780.
