fattede Beretning ogsaa havt andre Kilder af stor Værdi, nemlig Vers af samtidige Skalde; men disse skildrer dog kun de enkelte Krigsbegivenheder under Toget 1098; hvad sagaerne forøvrigt giver, staar uden støtte og er tildels i Strid med andre paalidelige Beretninger. Jeg sigter her tildels til Navnene paa Magnus’s Modstandere paa Toget 1098–99, dels til Beretningen om Sigurds Ægteskab og Kongeværdighed over de skotske Øer, dels til Skildringen af hans sidste Tog 1102–3; de to sidste Punkter skal jeg nedenfor komme tilbage til, her skal jeg omhandle det første.
3. Vore Sagaer er enige om, at den Skottekonge, som i 1099 afstod Sudrøerne til Kong Magnus, hed „Melkolm“, og de tilføier, at han var „Fader til David, som siden var Konge i Skotland“. Det sidste Tillæg viser, hvor stor en Vægt der bør lægges paa Navnet: Sagaforfatteren har naturligvis ikke havt noget nøiagtigt Kjendskab til den skotske Kongerække, han har aabenbart ikke vidst, at Malcolms ældre Sønner, Duncan († 1094), Edgar († 1107) og Alexander († 1124), herskede før David; hvad han vidste var, at i Sigurd Jorsalefares senere Dage, da Sigurd slembe optraadte i Skotland, var David Konge, og at han var Søn af Kong Malcolm; naar man nu havde Brug for Navnet paa den skotske Konge en Menneskealder tidligere, maatte man dertil nødvendigvis komme til at benytte Malcolm, hvis Dødsaar (1093) man naturligvis ikke kjendte. Det tør saaledes ansees for aldeles ukritisk med Torfæus at slutte, at Magnus paa et tidligere Tog i 1092 har faaet Sudrøerne afstaaet af Malcolm; efter samtidige engelske Kilder har han ikke førend i 1098 erobret Øerne, før den Tid kan de da heller ikke være afstaaede. Omtrent
