saaledes forholder det sig ogsaa med den Sudrøske Konge Gudrød. Sagaerne beretter, at paa Toget i 1098 Lagmann – Søn af Sydrøernes Konge Gudrød –, „som styrede Nordrøerne“, maatte flygte for Kong Magnus, blev fangen paa øen Skye og siden holdt fast af Magnus (som dog efter Morkinskinna „gav ham Grid“). Sagaens Kilde er Skaldevers af Gisl Illugessøn og Bjørn den krumhændte; disse citeres, saa man kan overbevise sig om, at sagaerne har god Støtte; Lagmann kaldes i Verset „Guðröðar arfi“ (ɔ: Gudrøds Søn); det har Sagaforfatteren taget efter Ordene, som om Gudrød endnu levede, da han naturligvis ikke vidste noget om, at Gudrød allerede var død i 1095; han betragtede altsaa Gudrød som den egentlige Konge og antog, at Lagmann var sat til at forsvare Norderøerne. Men da versene ikke oplyste noget om Gudrød, har Forfatteren afholdt sig fra mere at omtale ham; man tør saaledes ikke med Munch slutte, at da Gudrød nævnes som levende paa dette Tog,[1] maa hele Kampen mod Lagmann henføres til et tidligere Tog. – Thi Sagaens Kilder er de to Skalde, som begge skildrer Toget 1098–99; det kan paavises, at de enkelte Vers hører sammen som Dele af Digte om dette Tog, og det er derfor umuligt med Munch at udskille et Vers af hvert Digt for at henføre dem til en tidligere Tid (1094), medens Resten af begge Digte hører til Tiden 1098–99. Skaldene er de eneste samtidige Kilder, vi har hjemmefra, og deres
- ↑ Sturla lader Kong Haakon i 1244 sige til de skotske Gesandter, at „Kong Magnus vandt Sudrøerne fra Kong Gudrød“ (Fornm. S. X, 5); den eneste Kilde herfor er vistnok Snorre, der jo forudsætter, at Gudrød levede i 1098 og saaledes var den tabende, skjønt kun Sønnen Lagmann spiller nogen Rolle i Fortællingen.
