denne Oplysning tilføies tilslut uden nærmere Tidsbestemmelse. Ogsaa af de samtidige udenlandske Kilder kan man bestemt udskille de to Tog, idet de engelske kun taler om Toget mod de skotske Øer i 1098, de irske kun om Toget til Man og Irland 1102–3, medens de walisiske omtaler dem begge. Saaledes beretter Wilhelm af Malmesbury (c. 1120), at „i Wilhelms 11te Aar (ɔ: 1098) undertvang den norske Konge Magnus de Orcadiske og Mevaniske øer og de andre Øer i Oceanet og nærmede sig allerede til England, over Anglesea; men de to Jarler, Hugo af Chester og Hugo af Shrewsbury, mødte ham og fordrev ham fra Fastlandet; der faldt Hugo af Shrewsbury, gjennemboret af et fiendtligt Kastespyd“.[1] Ligeledes beretter Florents af Worcester ved Aar 1098, at „Nordmændenes Konge Magnus – Søn af Olav, Søn af Harald harfagri (ɔ: harðráði) – efter at have underkastet sig de Orcadiske og Mevaniske Øer landede paa Anglesea, at Hugo af Shrewsbury mødte ham ved Strandbredden, men faldt i Kampen, efter Sigende saaret af Kongens egen Pil“.[2] Den walisiske Krønike beretter ved 1096 (ɔ: 1098) om Kampen ved Anglesea, 1100 (ɔ: 1102) om Kolonisationen af Man, og ved 1101 (ɔ: 1103) om Magnus’s Fald,[3] og de irske Annaler har lignende Notitser om det irske Tog 1102–3 (se nedenfor). Forsaavidt man blot holder sig til Grundtrækkene, er disse bedre garanterede end de fleste Begivenheder i den ældre norske Historie; derimod kan der om flere Detaljer, der tilføies i Sagaerne, opkastes Tvivl. Vistnok har Sagaforfatterne ved Siden af den ældre, kort-
