Men hviler da den nordiske mythe på Olaf Pás billeder
i Hjardarholt, så trænger det spørgsmål sig frem:
Hvorfra havde atter Olaf Pá idéen til disse billeder?
Mon ikke fra det land, hvorfra han havde bragt de mange „sjældent séte sager“ med sig, og som var scenen for hans første store ungdomsindtryk, fra det land, hvor han ene var trädt i berøring med den store kultur, det land, hvor han først var bleven anerkjendt, hvorfra hans anseelse stammede, hvor hans bedstefader var konge, hvor han selv havde tilbragt en del af sin første ungdom, det land, hvor billedværker i træ netop smykkede kirkernes og gildestuernes haller? Mon ikke fra Irland?
Vi have nu sét a) at den kristelige allegori, hvor dens historie i syden slipper, peger mod nord, b) at den nordiske mythe, hvor vi se dens begyndelse, bestemt peger mod Irland, nemlig ved Olaf Pás rejse.
Den hypothese, disse betragtninger føre til, skal nu fremsættes som et tankeexperiment.
Hvis Olaf Pá under sit ophold på Irland har sét en billedlig fremstilling af allegorien om Kristus, der angler efter Leviathan (til ex. udskåren i træ på en væg, farvet måské og smykket med farvede stene), så har han, hedningen, i sit stille sind naturligvis overført forestillingen på Thor og Midgardsormen.[1] Fængsler dernæst idéen og pragten ham, så den tjener
- ↑ Ligesom kunstverkerne i Hippodromos i Konstantinopel forekom Nordboerne at angå Aser, Volsunger og Gjukunger (Sigurd Jorsalafares saga). – Hermed kan sammenlignes, at en broncestatue i S. Peterskirken i Rom, der nu æres af almuen som S. Peter, oprindelig skal have forestillet Jupiter (Italy by Lady Morgan, London 1821, I, 203), og vistnok mange lignende træk.
givet anledning til ny mythedannelse, ved mistydning eller overførelse. Sml. t. ex. S. Antonius med svinet, se dr. Heinrich Alt: Die Heiligenbilder, Berlin 1845, p. 77.
