Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/43

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
39
EN KIRKELIG ALLEGORI OG EN NORDISK MYTHE.

omtrent repræsentanterne for de mest modsatte anskuelser om Eddasangene eg deres udspring, at den er af yngre oprindelse end den tradition, hvorpå den tilsvarende fortælling i Gylfaginning hviler. At også Hymiskvide går tilbage til Húsdrápa, er udtalt af Edzhardi l. c. p. 422.

Der foreligger altså intet bevisende datum for mythens tilværelse i Norden før billedværket i Hjardarholt ɔ: omtrent ar 985. Alle de litterære minder pege hen til dette som til deres kilde, middelbart eller umiddelbart. Ingen runesten, intet arkæelogisk mindesmærke fører os længere tilbage; Saxo omtaler ingen sådan mythe.[1]

  1. Mythen om Thor, der angler efter Midgardsormen, synes da at være et sildigt opstået træk, fremkommet ved et stort og imponerende billedværk (med forskjellige situationer), om hvilket en del fortællinger har været i omløb, og hvis æmne skaldene, med Ulf Uggason til forbillede, have bemægtiget sig. Ved kristendommens kort derpå følgende indførelse er forestillingen om anglingen lidt efter lidt gået over til Kristus. Mythen udvikling kan naturligt være gået for sig på følgende måde:
    1) Traditionens grundlag, billedværket i Hjardarholt.
    2) Mundtlig forklaring af billedernes betydning, given til tilskuerne af kunstneren eller ejeren.
    3) Lyriske udbrud af beundring for kunstværket og dets æmne: Ulf Uggasons kvæde.
    4) Det mythologiske æmne optages i skaldenes almindelige mythologiske cyklus: en række småkvæder og allusioner af datidens skalde.
    Ved siden deraf:
    5) Mundtlige fortællinger i omløb fra mand til mand om kunstværket og dets indhold. De give anledning til
    6) episke fortællinger på vers, særskilte eller som episoder i andre gudekvad, med frihed i behandlingen og afvigende grundlag: en levning heraf er episoden i Hymiskvida.
    7) En i videnskabeligt øjemed foretagen, på de udførligste og omhyggeligste traditioner hvilende prosaisk fremstilling af sagnet: beretningen i Gylfaginning.
    Der er intet forunderligt i, at en kunstnerisk fremstilling har