kunne mærkes ringeste forskjel på behandlingen før og efter dette selvsyn!
Men hvad om mythen ikke var ældre i Norden, end Húsdrápa, og alle skaldecitaterne vare påvirkede af dette? Denne mulighed, der vilde forklare citaternes ensformighed, også ved at skyde dem sammen på et kort tidsrum (c. 985 til kun lidet ind i det 11te årh.), kan ikke lades ude af betragtning.
Foreløbig er Brages citater (og Ølvir Hnúfas måske) tilhinder. Vi skulle nu sé, hvor megen betydning denne hindring har, og dernæst, om der er nogen anden hindring.
Det er naturligvis ikke Brage skalds (og Ølvir Hnúfas) tilværelse, der volder forlegenhed her. Heller ikke er det citaterne selv; de passe ypperligt i stilen af den øvrige række. Men det er de omtalte citaters henførelse til de to oldtidsskalde, der, hvis vi vilde fastholde den, matte tvinge os til at forkaste Ulf Uggasons selvsyn af billederne som kilde til hans Húsdrápá. Men langt hellere end at gjøre dette ma man rette sin tvivl imod den litterære authenti af Brages (og Ølvirs) citater.
Denne authenti står i virkeligheden på svage fødder. Den hviler ene og alene på Skáldskaparmáls: „Så kvad Bragi“ („så kvad Ølvir“); men dette „sa kvad N. N.“ hensættes foran næsten alle de mangfoldige skaldecitater, hvoraf Skáldskaparmál vrimler, uden videre bevis. Tvivl er da her i al almindelighed berettiget, når ellers noget andet foranlediger den, og særlig bliver den berettiget, når strofe efter strofe sættes under et så tåget forfatternavn som Brages, under hvis mystiske mærke en mængde herreløse citater bekvemt kunde sættes.
