og én under Haakon Sverresøn) en halv mythisk fortid; Ølvir Hnúfa (hvis han ellers skal medtages her) nævnes mellem Harald hårfagres skalde. Gylfaginning ansees for at have Snorre Sturlesøn til forfatter († 1241). Uden kronologisk tilknytningspunkt stå: skaldene Eystein Valdason og Gamli, samt Hymiskvida.
Alle skaldecitaterne slutte sig sammen: de momenter, de fremhæve, nemlig at Thor slog Hymer på øret, at Thor og Midgardsormen stirrede hadsk på hinanden, og (måske – se Gamlis citat) at Hymer overskar snoren, passe alle til fortællingen i Gylfaginning og ikke til Hymiskvida. Man efterse selv citaterne i Skáldskaparmál; deres ensformighed er så stor, at vi ikke kunne skille dem ad: de danne en fortløbende række, hvilende på samme tradition, udsprungne af samme kilde. Da nu Ulf Uggasons kilde bevisligt er billederne i Hjardarholt, så komme vi i forlegenhed med de citater, der skulde være ældre end Ulf, altså citaterne af Brage (og Ølvir Hnúfa?). Ulf synger (for blot at tage et exempel) under indtryk af billedet, som han har for øje:
„Men plante-lejets hårde reb stirrede fra skibssiden med luende blik på bjergfolkenes hjemsøger og blæste edder“ (ɔ: Midgardsormen stirrede – – på Thor osv.)
– og Brage, som ikke havde set billedet, skulde have sunget et par århundreder i forvejen:
„Og den side-fremroede bardes vejs hæslige ring stirrede hårdsindet nedenfra op på Hrungnes hoved-sprænger“ (ɔ: Midgardsormen stirrede på Thor) – !
Ulf Uggasons selvsyn af billedet og af dette selvsyn motiverede kvæde skulde ikke have ændret besyngelsesmåden af mythen det mindste! Der skulde ikke
