Franskmændenes og tildels Tyskernes læremestre,[1] så begynder man nu også at sé, at den nordiske håndværkskunst i forskjellige retninger i sin første begyndelse er stærkt påvirket af den irske;[2] at Irland har øvet indflydelse på den nordiske skaldedigtning;[3] ja det er endog gjort gjældende, at flere af Eddadigtene ere forfattede på Vesterhavsøerne eller Irland.[4]
Med alt dette for øje kunde man nok på forhånd være tilbøjelig til at tro, at Irland var mellemleddet mellem den kristelige allegori og den oldnordiske mythe om Guds søn, som angler efter helvedes slange. Det får da i denne henseende ikke ringe betydning, at så vel den kristelige allegori, hvor dens historie slipper i Syden, ligesom selv peger hen på en fortsættelse i nord- lige egne, som lå op til Skandinavien – som at den nordiske mythe på sin side kan sættes i bestemt historisk forbindelse just med Irland.
a. Når allegorien om den anglende Kristus ikke findes mere i syden efter det ottende århundrede (s. o.), da er det, fordi den forandrede tidsånd ikke fandt den passende længere. Ridderåndens mere idealiserende religiøsitet kunde ikke tillade, at en så plump forestilling som anglen med medekrog forblev knyttet til Kristi navn. Når Kristus kjæmpede med djævelen, tænktes han nu snarere som en strålende helt på en hvid ganger
- ↑ Se Schnaase: Geschichte der bild. Kunsts III, p. 608. Kugler: Handbuch d. Kunstgeschichte I, p. 272, 284. Deutsches Kunstblatt 1850 p. 83 ff. (Waagen: Nachträge etc.)
- ↑ Sophus Müller: Meddelelse i d. kgl. nordiske oldskriftselskab d. 18de Febr. 1879.
- ↑ Edzhardi i Beiträge zur Geschichte der deutschen Sprache, 5te bind, p. 570 ff.
- ↑ G. Vigfusson, Sturlunga Saga, Prolegomena CLXXXV f.
