gardsormen. Måske ved synet af en billedlig fremstilling af allegorien, måske ved mundtlig fortælling af en kristen mand, måske også ved læsning – alle disse muligheder lades åbne.
Resultatet af de følgende betragtninger er en hypothese, hvis sandsynlighed henstilles til nærmere prøvelse.
Ikke få spor pege hen til Irland som det land, hvorfra en stor del af de i Eddaerne fremtrædende religiøse begreber og overhovedet ikke få norsk-islandske kulturmomenter stamme. For ikke at tale om de irske munke, hvoraf landnamsmændene på Island fandt spor („papar“), hvilket måske tyder på en meget gammel irsk Keledé-mission også til andre egne i Norden, kan anføres, at flere af disse landnamsmænd vare fra Irland eller havde stor slægt på Irland; at nogle af dem vare kristne; at de norske vikingetog og handelsfarter på Irland i det 9de og lode århundrede vare af et betydeligt omfang; blandingen af kristendom og hedenskab på Irland, ligesom blandingen af keltiske og skandinaviske slægter; de bestående nordiske statssamfund på Irland med uafladelig rapport til hjemlandet: Dublin, Waterford, Limerick; det rige irske bytte og især de talrige irske trælle, der bortførtes til Norden. I forbindelse hermed må det bemærkes, at Irland endnu på den tid, Nordboerne stode i dette nøje forhold til det, var et kulturland, og i tidligere tider havde været det i endnu højere grad, at navnlig skriftlærdom og kirkelig kunst blomstrede dér endnu: træskjæreri, kalligrafi og miniaturmaleri. Medens det længe har været anerkjendt, at Irlænderne i miniaturmaleriet have været Angelsaxernes,
