dre Edda (strofe 17–25); der alluderes til den i en del skaldecitater i Skáldskaparmál, og den er endelig bleven gjenstand for kunstnerisk fremstilling i Olaf Pás gård Hjardarholt på Island (Laxdølasaga c. 29 sammenholdt med de i Skáldskaparmál citerede strofer af Ulf Uggasons Húsdrápa). Den nordiske mythe er dramatiseret, udsmykket og sat i forbindelse med andre myther, men dens kjærne, den højeste guds søns anglen med en medekrog efter ondskabens fyrste i skikkelse af en vældig drage, falder aldeles sammen med den kristelige allegori.
Nu findes der, så vidt bekjendt, blandt de utallige myther og religiøse forestillinger, der have været i Europa lige fra den helleniske oldtid af, mellem alle de mangfoldige drage- og slangekampe, ikke en eneste, der falder sammen med den nordiske om Thor og Midgardsormen, uden netop hin i Middelalderens første tider så udbredte kristelige allegori om Kristus og helvedes slange.
Desuagtet vilde man vel tilskrive tilfældet denne overensstemmelse, hvis ikke sproglige, arkæologiske, historiske forskninger i vore dage mere og mere oplod øjet for de store påvirkninger, den nordiske hedenske kultur og specielt Eddaernes mythologiske system har været udsat for fra kristelig side. Sagen er for stor og omfattende, til at den kan behandles her, men med den for øje kan man ikke udelukke den sandsynlighed, at også den kristelige allegori om Kristus og helvedesslangen er trængt ind i Norden ad en eller anden af de mange veje, hvor berøringer mellem det kristne Europa og det endnu hedenske Norden fandt sted, og at den i Norden er bleven opfattet som tilhørende Thor og Mid-
