gori, når han siger: „om det samme mysterium vidner også Job“ og: „at dette vil ske således, havde forhen profeten Ezechiel antydet“;[1] Gregor den store udvikler den med ordrigdom i en tale for folket (ad populum);[2] Eysteinn Asgrímssons korte og uden forklaring hensatte allusion i „Lilja“ endelig forudsætter med nødvendighed, at forestillingen var vel kjendt, og neppe, i hans læsekreds, som allegori alene.
Vi fejle neppe ved at antage, at der i middelalderens første tider har hersket i den menige kristenhed i det mindste en vag forestilling, om ikke en bestemt tro, om at Kristus anglede efter helvedes fyrste i skikkelse af et søuhyre.
Thi allegorien i sin helhed, således som den fremtræder hos de kirkelige forfattere, spalter sig, i det øjeblik den gribes af fantasien og fastholdes dér, i to billeder: 1) Kristus angler efter slangen, 2) Kristus hengiver sit legeme i slangens gab. Det andet billede er gået sammen med Jonas-sagnet, der måske netop herved har fået sin bekjendte symbolske betydning; det første billede er bleven stående som sagens egentlige kjærne.
I den nordiske mythologi haves som bekjendt en mythe om, at Thor, Odins søn, anglede efter Midgardsormen, den onde kjæmpeslange. Mythen hviler på fortællingen i den yngre Edda, i det 48de kapitel af Gylfaginning, og på en episode i Hymiskvida i den æl-
