hjemmel i den hellige skrift.[1] Nok er det: vi har en hos de anseligste kirkelige skribenter forekommende og med et vist typisk præg af autoritet fremtrædende, gjennem mange århundreder yndet allegori: at Kristus angler efter helvedesuhyret med en medekrog, og at madingen er Kristi eget legeme.
Religiøse allegorier pleje, når de gjentages hyppigt og med autoritét, og når de tillige ere malende og kraftige, at præge sig med sandselig bestemthed i den ulærde almues bevidsthed, at lokaliseres, forsynes med tidsbestemmelse, at blive gjenstand for tro. Især var dette tilfældet i middelalderen, hvor der bag de egentlige højkirkelige dogmer løb ligesom en understrøm af folkelige forestillinger, der tildels havde deres udspring fra allegorier, der vare brugte af fantasirige kirkelige forfattere, af religiøse digtere eller af kunstnere. Således gav allegorien: den hellige Antonius med svinet (der forestiller undertrykkelsen af de dyriske drifter), anledning til forskjellige populære myther, og hvormange bogstavelige fortolkninger ere ikke udsprungne af Apokalypsens allegoriske billedsprog?
Er det rimeligt, at den allegori, hvormed vi her beskjæftige os, så populær, så malende, så kraftig, har undgået at blive opfattet sandselig af det menige folk, således som det var i hine tider? Rufinus selv synes at ville fremkalde en mere konkret opfattelse af sin alle-
- ↑ De af Rufinus (i umiddelbar fortsættelse af det ovenfor citerede sted) anførte bibelsteder – nml. Ezechiel 32, 4; Davids psalmer 74, 13–14; Joh 40, 25 – tale dels slet ikke om anglen, dels angå de overhovedet ikke Messias og Satanas. Løse berøringspunkter med vor allegori findes flere andre steder i bibelen, nml. Ezechiel 29, 4 f.; 38,4; Esajas 27, 1; 37, 29; 2den Kongebog. 19, 28; 1 Mosebog 3, 15.
