Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/31

Denne siden er ikke korrekturlest

27

EN KIRKELIG ALLEGORI OG EN NORDISK MYTHE.

skald Eysteinn Asgrímsson skriver i sit digt Lilja (strofe 60):^[1]

„Sathanas sér på Jesus, da han hænger på korset, om han kan opdage nogen synd – – –. Ej monne nu den buede orm, der svælger agnen (madingen), glæde sig på krogen.“

At efterspore oprindelsen til denne sære, næsten plumpe allegori, skal ikke forsøges her.^[2] Kunstigt og med møje søge de kirkelige skribenter^[3] at motivere den ud af de theologiske spekulationer over mysteriet om, hvorledes menneskeslægtens frelse var mulig, og over forholdet mellem Jesu guddommelige og menneskelige natur;^[4] endnu mindre lykkes forsøgene på at skaffe den

↑ Trykt t. ex. i Finni Johannæi Historia ecclesiastica Islandiæ II, p. 398–448. – Sidst udgivet og forsynet med engelsk oversættelse af Eiríkr Magnússon, London 1870. Han har efter det ringere håndskrift optaget „á krossi“ i sin text, skjønt det bedre hdskr. har „á króki“; han synes nemlig (efter noten til denne strofe, p. 60–61, at dømme) ikke at kjende den kirkelige allegori om djævelen på krogen.
↑ Da forestillingen synes at gjenfindes i en ægyptisk gudemythe om Horus, Osiris’ søn, der fra en båd engler eller stikker efter slangen Apophis (Wilkinson: Manners and customs of the ancient Egyptians IV, s. 395, 436 med plate 42; sml. kampen mell. Horus og Tyfon hos Plutarch De Osiride et Iside c. 19, og hos Apollodoros Bibliotheca mythologica I. 1, c. 6), og da den kristelige allegoris første to (og samtidige) repræsentanter (Gregor af Nyssa og Rufinns) bade direkte og indirekte ere påvirkede af den i Alexandria drevne allegoriserende kristendom, så kunde man tænke sig, at det var den ægyptiske mythe, der idealiseret og allegoriseret var vandret gjennem Nyplatonismen (hvor sa mange ægyptiske forestillinger trængte sig ind) og den såkaldte hellenistiske Gnosticisme (som atter var stærkt påvirket af hin), for endelig at havne i den alexandrinske kristendom.
↑ Gregor af Nyssa, Gregor den store.
↑ Læren om ἀντάλλαγμα, λύτρον, κρύψις. Se Baur: Die Lehre von der Versöhnung. Tübingen 1838, p. 73 ff.

[1] Trykt t. ex. i Finni Johannæi Historia ecclesiastica Islandiæ II, p. 398–448. – Sidst udgivet og forsynet med engelsk oversættelse af Eiríkr Magnússon, London 1870. Han har efter det ringere håndskrift optaget „á krossi“ i sin text, skjønt det bedre hdskr. har „á króki“; han synes nemlig (efter noten til denne strofe, p. 60–61, at dømme) ikke at kjende den kirkelige allegori om djævelen på krogen.

[2] Da forestillingen synes at gjenfindes i en ægyptisk gudemythe om Horus, Osiris’ søn, der fra en båd engler eller stikker efter slangen Apophis (Wilkinson: Manners and customs of the ancient Egyptians IV, s. 395, 436 med plate 42; sml. kampen mell. Horus og Tyfon hos Plutarch De Osiride et Iside c. 19, og hos Apollodoros Bibliotheca mythologica I. 1, c. 6), og da den kristelige allegoris første to (og samtidige) repræsentanter (Gregor af Nyssa og Rufinns) bade direkte og indirekte ere påvirkede af den i Alexandria drevne allegoriserende kristendom, så kunde man tænke sig, at det var den ægyptiske mythe, der idealiseret og allegoriseret var vandret gjennem Nyplatonismen (hvor sa mange ægyptiske forestillinger trængte sig ind) og den såkaldte hellenistiske Gnosticisme (som atter var stærkt påvirket af hin), for endelig at havne i den alexandrinske kristendom.

[3] Gregor af Nyssa, Gregor den store.

[4] Læren om ἀντάλλαγμα, λύτρον, κρύψις. Se Baur: Die Lehre von der Versöhnung. Tübingen 1838, p. 73 ff.

[1]

[2]

[3]

[4]