guddommeligheden, der ikke er underkastet lidelse, ikke skulde kunne sés. Og da denne slange bed om hans legemes lokkespise – det gjorde han gjennem forfølgernes hænder – så gjennemboredes han af guddommelighedens krog – – –. Det var altså ligesom en krog, der holdt den grådiges kjæber fast, fordi kjødets mading var åbenbar hos Kristus – den skulde slughalsen jo være lysten efter –, og guddommeligheden var i lidelsens tid skjult – den skulde dræbe ham. Han blev altså fangen på Kristi kjødblivelses krog – – – [samme ord som i forrige citat, blot med den ubetydelige forandring:] fordi han fandt sin død just fra det, hvorfra han tog, da han bed.“
Derpå viser billedet sig atter i østen, i det ottende århundrede. Den græske munk Johannes Damascenus († 754) har optaget det i „Nøjagtig fremstilling af den rette tro“, et værk, der samler og for en væsentlig del afslutter den østlige kirkes hele dogmebygning med tilhørende udlægninger og begrundelser. Han taler om forholdet mellem Kristus og „Døden“:[1]
„Døden nærmer sig altså, og ved at nedsluge legemets mading bliver den gjennemboret af guddommelighedens medekrog.“
Efter Johannes Damascenus kunne vi, som det synes, ikke spore allegorien i Syden. Derimod har vi den igjen, i det 14de århundrede, i det høje Norden; den islandske
- ↑ Ἔκδοσις [ell. Ἔκθεσις] ἀκριβὴς τῆς ὀρθοδόχου πίστεως (De fide orthodoxa) III, 27: Πρόςεισι τοιγαροῦν ὁ θάνατος καὶ καταπιὼν τὸ σώματος δέλεαρ τῷ τῆς θεότητος ἀγκίστρῳ περιπείρεται. (ed. Mich. La Quien, Paris 1712).
