måtte han give slip på os, hvem han besad med en slags rette. Han blev altså fangen på (Kristi) kjødblivelses krog, fordi han, medens han attråede hans legemes mading, blev gjennemboret af hans guddommeligheds bråd. Dér var jo menneskeligheden, som skulde lokke; dér var guddommeligheden, som skulde gjennembore; dér var til skue svagheden, som skulde hidkalde; dér var i skjul den kraft, der skulde fæstes i den grådiges svælg. Han blev altså fangen på krogen, fordi han fandt sin død just fra det, hvorfra han tog, da han slugte. Han skræmmedes dog ikke bort, da han i ham (Kristus) hungrede efter kjødets død som en ret bid for sig selv.“
Endnu i det mindste ét sted hos samme Gregor kommer billedet frem, i en prædiken, holdt for folket i Johannes-kirken (det er tildels de samme ord; såmeget har billedet behaget ham):[1]
„På krogen kommer lokkemaden til syne, medens bråden skjules. Den almægtige Fader fangede ham (ɔ: Leviathan) på krogen, da han til hans død sendte sin enbaarne søn ned i kjødet, for at kjødet, der er underkastet lidelse, skulde kunne sés, men
- ↑ S. Gregorii in Evangelia Homiliæ, Homilia 25 (Pariserudgaven T. III, p. 79): In hamo autem esca ostenditur, aculeus occultatur. Hunc [ɔ: Leviathan] ergo Pater omnipotens hamo cepit, qvia ad mortem illius unigenitum filium incarnatum misit, in qvo et caro passabilis videri posset, et divinitas impassabilis videri non posset. Cumqve in eo serpens iste per manum perseqventium escam corporis momordit, divinitatis illum aculeus perforavit .... Qvasi hamus ergo fauces glutientis tenuit, dum in illo esca carnis patuit, qvam devorator appeteret, et divinitas passionis tempore latuit, qvæ necaret. In hamo ejus incarnationis captus est – – – – [samme ord som i citatet ovenfor, med den ubetydelige forandring:] qvia inde interiit, unde momordit.
