i spidsen for himlens hærskarer. Enekamp med dragen tillagdes Sanct Michael eller Sanct Georg, og ikke engang de trække ham op af havet med en medekrog, men hugge ham med sværd eller gjennembore hans gab med en ridder-landse. Når allegorien desuagtet var vel kjendt i det høje Norden i det 14de århundrede, som allusionen dertil i „Lilja“ viser, så må den i den lange mellemtid have haft hjemme i den kristne menigheds bevidsthed i egne, som lå op til Norden (da man ikke kan antage, at det publikum, Eystein Asgrímsson henvendte sig til, var hjemme i selve Johannes Damascenus, eller Gregor den stores skrifter). I disse nordligere egne har da forestillingen enten ligesom afventet Asalærens undergang for at trænge ind i Skandinavien i følge med den kristne mission, eller den er gået gjennem hedenskabets medium, har her slået sig på Thor og Midgardsormen og har siden atter fulgt disse i deres forvandling til Kristus og helvedes slange. Men hvilken man nu end vil antage af disse to muligheder, så må forestillingen efter det ottende århundrede have holdt sig i dele af den kristne verden, som lå op til Skandinavien, altså Nordtyskland eller de britiske øer.[1] – Hvor ellers skulde også brugen af et sådant religiøst billedsprog, når det blev trængt bort fra kristenhedens centralpunkter af den sig udbredende ridderånd og mere kræsne smag, have fundet et asyl uden i egne, der lå fjernere fra ridderlivets centra, i egne, der lå ved det store hav, hvor billeder, hentede fra fiskeri og store
- ↑ Det kan her anføres, at „Lilja“ synes påvirket af den angelsaxiske digter Kædmon, der efter Beda (Hist. Eccl. IV, 24) også sang „de incarnatione domini“. Se Eiríkr Magnússons engelske udgave af Lilja 1870, introd. p. XLII f.
