maa Fornyelse af disse Privilegier søges „mit schweren Kosten“.
Senatet i Lübeck nedsatte nu under 17de Febr. 1764 en Commission „in Bergensibus“, og den 12te Marts s. A. afgaves et „votum civicum“. Man ønskede at conservere Stuen for Lübeck og mente, at en Lettelse kunde opnaaes ved at overlade Kongen Kirken. I Nødsfald maatte man naturligvis sælge, men „es verstünde sich von selbst, dass damit alle hiesigen jura, welche das Löbl. Bergefahrer-Collegium in Betracht des Stafens bisher genossen, aufhören mussten, beneficia im Zollen nnd auf der Cay, welche sie vor andere commercirende Collegien vorzuglich genossen, mit aufhören und sie denen übrigen gleichgemachet werden.“
Salget fandt da Sted, idet Christian Joachim Mohn, hidtilværende „Handlungs-Vorsteher“, kjøbte Stuen for 1600 Rthlr. Han har da udentvivl været den unævnte „Freund“, der ovenfor er omtalt.
Men fremdeles var Kirken med tilhørende Armenhaus o. s. v. hanseatisk Eiendom, ligesaa Kjøbmandsgaarden. Hvad Kirken angaar, havde den selvfølgelig ikke mere Værd for Bergefarerne i Lübeck, men var nu factisk kun en sognekirke for de borgerlige Stueeiere i Bergen, der som bekjendt lige til henimod vore Dage dannede en tydsk Menighed. Bergefarerne vilde derfor gjerne blive Kirken kvit og overdrage den til Kongen, men de „contoirske Borgere“ (for den største Del expatrierede Tydskere) forlangte, at Bergefarerne forinden skulde betale alle resterende Kirkepenge. Kjøbmandshuset vilde de contoirske Borgere helst selv sætte sig i Besiddelse af, og der opstod saaledes en Strid. Den nævnte Christian Joachim Mohn, som varetog sine
