og Sagen kom for Kongens Conseil. Stiftamtmanden havde bl. A. erklæret, at han „holder det for et fast Argument, at naar Bonden har tvende stridende parter at sælge til, han da bedre sine Varer kan debitere og ei være forbunden at sælge dem tor den Pris, som Borgerskabet alene selv fastsætter, om de alene den Handling have, hvilket er mærkeligt at se i Bergenhus Stift, hvor Bonden er Borgernes Træl formedelst den Gjeld, de saa vel ved at binde ham fast ved, hvorover Gjeld følger Slægt til Slægt uden Haab at komme derud af. Saa er det at slutte af denne Borgerskabets Tvistighed, at dets Øiemærke er at fordrive de Contoirske, som uden denne Handel ei kan subsistere, da de dog have sat Bergen paa en ganske god Fod, thi de fleste formuende Borgere have først tjent paa Contoiret og siden taget deres Borgerskab, hvorved Byen meget har profiteret. Borgerskabet har desforuden den halve Handling paa Nordland fra de Contoirske, saa det ei er troligt, at de faa, som endnu af dennem er tilovers, skal være udi den Tilstand, at de kunde præjudicere Borgerskabet, i hvad Handel det end være kan.“[1]
Fra gammel Tid af havde der, som ovenfor (S.252) antydet, været Strid mellem Bergefarerne i Lübeck og andre Borgere i denne Stad, der ønskede at handle paa Norge. Bergefarerne havde 1646 udvirket et strengt Forbud fra Raadet i Lübeck mod, at Stadens Kjøb-
- ↑ Geheimeraadernes (Sehesteds, Vibes, Lentes og Krabbes) Vota tilligemed Stiftamtmandens Erklæringer i denne Sag findes i Afskrift, men uden Dateringer, paa det st. kgl. Bibl. (N. Kgl. Saml. 1002, Fol.)
