righed og dens Borgerskab. Bremen trykkedes paa sin Kant af det vanskelige Forhold, hvori det efter den westphalske Fred var kommen til Sverige, der havde erhvervet det seculariserede Erkebispedømme og bestræbte sig for ogsaa at underlægge sig Staden selv. De Forsøg, der i 1668 og 1669 gjordes paa at blæse nyt Liv i det døde Hanseforbund ved at bringe flere Stæder til at slutte sig dertil, førte til intet Resultat.
Da Hamburgerne ved Christian V.s Thronbestigelse bragte Kongen sin Lykønskning og paa sædvanlig Maade ansøgte om Privilegiernes Bekræftelse, fik de det Svar, at Hans Majestæt ikke betragtede dem som fremmede, men som sine Undersaatter i hans Egenskab af Holstens Hertug, og at man, saasnart de havde hyldet ham som saadan, nok skulde blive enig om deres Handelsprivilegier. Selvfølgelig kunde de under saadanne Omstændigheder hverken erholde eller modtage nogen formelig Bekræftelse, men der blev dog 1671 reskriberet til Gyldenløve, at Hamburgerne indtil videre kunde handle paa de gamle Betingelser, idet man forudsatte, at de vilde vise Kongen Lydighed. Under 30te April 1673 fik Bremen og Lübeck sine Privilegier bekræftede, idet de fik Frihed for Contoiret for de Contributioner, som Kongen maatte behage at paalægge Borgerne. I den følgende Tid led Handelen imidlertid meget, dels fordi de indre Uroligheder i Hamburg vedbleve, dels fordi Kongen forlangte, at Hanseater og Hollændere ikke skulde bruge sine egne Skibe, men benytte de norske Defensionsskibe, som Borgerne paa den Tid havde faaet Paalæg om at holde. Da Hollænderne 1688 fik Lov til i 5 Aar at bruge egne Skibe, blev det endnu vanskeligere for Hanseaterne at holde sig. 1688 blev ogsaa hamburgske
