nok denne snart paany, men ikke i Bergen. Først i December 1643, da en fuldstændig Udsoning havde fundet Sted mellem Kongen og Hamburg, udleveredes atter Bøgerne fra slottet til oldermænd og Forstandere for Contoiret, men de bortførte Varer saa man aldrig mere til. Bøgerne befandtes alle at være aabnede, samtlige deri indførte gode Fordringer havde man inddrevet, og kun de øvrige, der alene kunde erholdes gjennem fortsat Credit, stode tilbage. Men disse mindre sikre Debitorer vare i den lange Tid „theils verdorben, theils gestorben“, saa at Stuernes Besiddere eller Interessenter lidet eller intet fik reddet af sit Tilgodehavende i Bergens og Throndhjems Lene eller overhovedet i Norge. Da dertil mange Stueeiere ganske vare gaaede tilgrunde, blev det kun den mindste Del af de forhen hamburgske Stuer, som vedbleve i Hamburgeres Besiddelse. Vistnok bestræbte man sig fra Hamburg af for atter at bringe Liv i den gamle Handel, men den ovenomtalte Udvandring af Bergefarere, Vanskeligheden af at bringe de gamle Kunder tilbage til Stuerne, og endnu mere de bergenske Borgeres Concurrence stod i Veien. Disse sidste havde nu faaet Indgang paa selve Bryggen og kunde ikke mere fordrives derfra. Allerede før var det ikke uden Exempel, at Borgerne vare komne i Besiddelse af en Stue, men nu tiltog dette i større Udstrækning.
I 1630 havde Lübeck, Hamburg og Bremen sluttet sig sammen til et nyt Hanseforbund, men det var fra nu af egentlig Bremen, der havde den største Handel paa Bergen. Den Forøgelse af Borgerskabet i denne By, der var blevet en Følge af Udvandringen fra Hamburg, blev til stor Skade for deres forrige Landsmænd,
