„Thi hin hellige lære om Kristi iførelse af kjødet,
som vi ovenfor have fremsat, har denne grund, at
Guds søns guddommelige kraft, ret ligesom en fiskekrog,
skjult i et hyllende dække af menneskeligt
kjød, kan indbyde verdens fyrste til en styrkeprøve:
selv overgav han ham sit kjød som mading, for ved
guddomskraftens krog at gjennembore og fastholde
ham, formedelst udgydelsen af sit ubesmittede blod.
Thi han, den eneste, der ikke véd af syndens besmittelse,
udslettede alles synder. Ligesom fisken, der
sluger den bag madingen skjulte krog, ikke blot
ikke borttager madingen fra krogen, men tvertimod
selv drages op af dybet, at vorde mad for andre,
således kunde dødsfyrsten vel sluge Jesu legeme i
døden, da han ikke mærkede guddomskraftens krog,
der var skjult i dette legeme; men da han havde
nedslugt det, hængte han strax selv fast; helvedes
porte brødes, og han drages ligesom ud af dybet
og overgives andre til føde.“
Omtrent samtidig dukker det samme billede op i den østlige del af den kristne verden. Gregorios, biskop i Nyssa i Kappadokien, født omtrent 330, død 394, var en af hovedrepræsentanterne for den filosoferende og allegoriserende retning i kirkelitteraturen, som benævnes den alexandrinske skole, fordi den umiddelbart eller middelbart var påvirket af den nyplatoniske og
tum (s. l. contentum el. –septum) si piscis rapiat, non modo escam ab (s. l. cum) hamo non removet, sed et ipse de profundo, esca aliis futurus, educitur: ita et is qvi habuit mortis imperium, rapuit qvidem in morte (s. l. mortem) corpus Jesu, non sentiens in eo hamum divinitatis inclusum; sed ubi devoravit, hæsit ipse continuo, et diruptis inferni claustris, velut de profundo extractus trahitur (s. l. traditur), ut esca ceteris fiat.
