sig til at tilbagelevere dette Document, ifald der ikke gjordes Erobringer i Sverige.
Efterat enhver Tanke om væbnet optræden af Hanseater fra denne Tid var opgiven, vedbleve vistnok Stæderne at nyde godt af sine Privilegier i Bergen, men maatte finde sig i, at den hjemlige Handelsstand mere og mere optraadte som deres Concurrenter, og hertil kom, at som oftest snart den ene, snart den anden Stad paa Grund af Misforstaaelser med den dansk-norske Regjering i kortere eller længere Tid blev udelukket fra at nyde godt af Privilegierne. I August 1614 bestemte saaledes Christian IV., at Handelen i hans Lande og særlig i Bergen skulde være Lybekkerne forbudt, da han under sin første Svenskekrig var kommen i Differentser med dem, medens derimod Hamburg, Bremen og Deventer fremdeles fik Lov at drive den i Bergens By (men ikke i Stiftet) samt paa Nordlandene. Han lod derhos Tydskerne vide, at det Hele kun beroede paa hans Naade, samt at han ikke længere erkjendte Hansestæderne som et bestaaende Corpus. I den følgende Tid vedblev Bremen at nyde Begunstigelser, fordi Kongen havde Øinene henvendte paa at skaffe sin Søn Frederik Bremens Erkestift, men Hamburg kom derimod i Unaade. Sagen var den, at Christian IV. arbeidede paa at fremkalde en Rival af Hamburg ved at begunstige sin egen Stad Glückstadt og desuden ved Oprettelsen af et islandsk Compagni i Kjøbenhavn ogsaa vilde berøve Hamburg den Handel paa Island, som Staden allerede i det femtende Aarhundrede havde vidst at rive til sig. Adskillige Stueeiere i Bergen kom paa denne Maade alt nu (omtrent 1620) i stor Knibe; de maatte pantsætte dem eller ogsaa gribe til en Udvei, nemlig den at lade
