Reformationstiden danner, som bekjendt, Vendepunktet i Lübecks Historie, som i de nordtydske Handelsrepublikers overhovedet. Stædernes Handelsherredømme, der oprindelig havde havt sin Berettigelse i deres overlegne Dygtighed og, i det mindste hvad Norge angaar, neppe bør omtales med den Uvilje, som det længe har været Skik at gjøre, maatte efterhaanden blive unaturligt, da der i de nordiske Lande selv begyndte at udvikle sig en Handelsstand, der kunde afløse de Fremmede. Efterat Grevefeiden var endt med Ydmygelse for Lübeck, vare Tydskerne ikke mere istand til med Vaabenmagt at opretholde sin Magt. Baade Danmark-Norges og Sveriges Konger kunde føre et andet Sprog end hidtil. Endnu vovede vel Lübeck at optræde som krigførende Magt, idet Staden tog Parti i Syvaarskrigen, men Forholdet var blevet et ganske andet, end man havde været vant til i tidligere Unionskrige. I disse havde de vendiske stæder fundet sin Regning ved at støtte Sveriges Uafhængighedsstræben og altsaa at modarbeide Nordens Enhed, men i Syvaarskrigen, der kan ansees som den sidste Unionskrig, greb Lübeck dansk Parti. Hvad der hidtil neppe har været almindelig bekjendt, var der i Stadens Forbund med Frederik II. formelig tilsikret Lübeck „betydelige Udvidelser af Stadens Privilegier i Sverige og i Østersøen overhovedet, ifald Kongen ved dens Hjelp fik bragt Sveriges Rige under sit Herredømme.“ Kongens (utrykte) Forpligtelsesbrev af dette Indhold, dateret 13de Juni 1563, findes endnu i Stadens Archiv, (hvor jeg i 1875 saa det blandt „Danica“), endskjønt Raadet samtidig havde forpligtet
