paa, at han efter eventyrlige Oplevelser er kommen af Dage paa en voldsom eller ulykkelig Maade.
Den første af de nævnte nordiske Humanister lader „Pining og Pothorst“ formedelst sit Sørøveri „ved de nordiske Kongers meget strenge Anordning blive udelukkede fra alt menneskeligt Samkvem og erklærede for fredløse formedelst deres yderst voldsomme Røverier og mange grusomme Handlinger mod alle Seilere, som de kunde faa fat paa, enten nær eller fjern.“ De toge da, siger Olaus Magnus videre, sin Tilflugt til „en Klippe, Hvidserken, der ligger mellem Island og Grønland.“ Denne Beretning illustreres ved Anbringelsen af et af de hos Olaus Magnus saa hyppige eventyrlige Træsnit, der forestiller et Stykke af Kysten, paa hvilket en grønlandsk „Pygmæus“ eller Dverg kjæmper med en dobbelt saa stor Person, formodentlig altsaa en Europæer, begge bevæbnede med Landser. Ude i Søen forestilles en Klippe, hvorpaa er udgravet et Compas med Overskriften „Mons Hvitsark“. Forfatteren tilføier, at Sørøverne Pining og Pothorst virkelig paa Klippens Top – skulde have forfærdiget et uhyre Compas ved Kredse og Linier, dannede af Bly, for at gjøre det bekvemmere for dem, der vilde gaa ud paa Rov, ved saaledes at give dem Anvisning paa, i hvilken Retning de skulde gaa tilsøs for at søge stort Bytte![1]
Ifald der virkelig skulde ligge noget til Grund for Olaus Magnus’s i ethvert Fald stærkt udsmykkede Fortælling, maa man uden Tvivl nærmest tænke paa, at der i 1490 var sluttet Fred mellem England og Dan-
- ↑ Olai Magni Hist. de gentibus septentr. Lib. II, cap. 11. (Ed. Romae, 1555, fol. p. 70). (Grønlands historiske Mindesmærker, III, S. 475–76).
