mark-Norge. Som en Følge heraf er naturligvis ethvert Fribytteri mod engelske Undersaatter fra dansk-norsk Side blevet strengt forbudt. Didrik Pining har da formodentlig ikke villet holde sig dette efterretteligt, men er af gammel Vane og Tilbøielighed vedblevet at feide paa Englænderne. Dermed har han faaet baade Henrik VII. og sin egen Konge imod sig og er bleven fredløs. Paa den Maade forklares ogsaa let Olaus Magnus’s Ord, at de „nordiske Konger“ (reges aqvilonares) have gjort ham utlæg, thi herved kan altsaa forstaaes Kongerne af Danmark-Norge og England. Det passer ogsaa ret godt hermed, at man 1491 finder en ny Høvedsmand ansat paa Island.
Paulus Eliæ opregner en hel Række af „Sørøvere“, til hvilken Classe af Mennesker han endog, hvad der tager sig underligt ud i en dansk Forfatters Mund og aabenbart kun er tænkeligt i et saa fanatisk Partiskrift, som hans Krønike maa siges at være, henfører Mænd som Søren Norby, den ældre Otto Rud og Jens Holgerssøn Ulfstand. Med en vis Tilfredsstillelse bemærker han, at de nævnte Personer fik en ulykkelig Ende og mange andre Sørøvere med dem. „De fik en ynkelig Død, idet de enten bleve dræbte af sine egne Venner eller bleve hængte i Galgen eller druknede i Havets Bølger.“ Blandt dem, der omkom paa en eller anden af disse sørgelige Maader, nævner han ogsaa „Pyning“ og „Pwthorss“.[1]
- ↑ Monumenta Historiae Danicae, udg. af Holger Rørdam, I, Kbhvn. 1873, p. 28.
