Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/252

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Dette har man villet faa ud af et Brev fra Didrik Pining af 1490, hvori han skal omtale en Slægtning af sit eget Navn. Nærmere om den Sag kan jeg ikke dømme, thi da jeg ikke har seet noget fuldstændigt Aftryk af hint Brev, men kun en latinsk Indholdsangivelse deraf, tør jeg ingen Mening nære om dennes Paalidelighed. I og for sig synes Antagelsen usandsynlig. I ethvert Fald er Navnet Didrik Pining bevaret paa Island ved et Par vigtige og længe gjeldende Anordninger om øens Forhold, der hære Navn af „Piningsdomar“ og hidrøre fra Aarene 1489 og 1490. Den første angaar Tienden og Fattigforsørgelsen, den anden Løsgjængeri, Skattefrihed o. s. v.[1] I disse Documenter angives simpelthen Didrik Pining som „Hirdstjore over hele Island“, uden at der tilføies nogetsomhelst til Distinction mellem en ældre og en yngre af samme Navn, hvad der dog vistnok vilde været gjort, ifald der virkelig skulde have været to. Om forresten Didrik selv har havt den væsentligste Del i hine Anordningers Vedtagelse, af hvilke den første egentlig har været en Synodalbeslutning og den anden nærmest er kommen istand ved Lagmænd og Lagrettesmænd, der sammentraadte efter Didriks Tilkaldelse, tør være tvivlsomt nok. Saa har man imidlertid paa Island senere tænkt sig Forholdet, hvorfor en af Øens Chronister omtaler Didrik Pining som „en i flere Henseender nyttig Mand, der raadede Bod paa mange Misligheder, hvilket kan sluttes af den Dom, som kaldes Pinings Dom.“[2]

  1. Lovsamling for Island, ved O. Stephensen og J. Sigurdsson, I, S. 39, 41. Safn til Sögu Islands, II, S. 94, 183.
  2. Diðrik Pining er einn af þeim, sem hèr hafa helzt nafnfrægir orðið, lengra muna menn ekki fram; hann var gagnsamur maðr i mörgu og leidrette mart það illa fór, som menn mega nokkuð til likinda