I Juli 1489 ende vi Didrik Pining bundt de norske
Adelsmænd, der i Kjøbenhavn hyldede Kongesønnen
Christiern (II.) som Norges Riges Arving.[1] I det følgende
Aar er han i Bergen, hvor han den 30te August var med
at afsige en Dom[2] og den 11te September deltog i det
endelige Opgjør af „Junker“ Hans Sigurdssøns Arv,[3] et
af de betydeligste Arveskifter, om ikke det betydeligste,
vor Historie kjender. Hans Deltagelse ved disse Leiligheder
synes at sætte hans norske Herkomst udenfor al
Tvivl, ligesom de uimodsigelig godtgjøre, at han, der
desuden udtrykkelig betegnes som à vàpn, tilhørte Adelen,
om end vistnok en af dens mindre fremtrædende
Ætter. Hvad der vistnok især bør lægges Vegt paa,
er hans Deltagelse i den nysnævnte Arvesags Afgjørelse.
Han optraadte der ved Siden af Erkebiskop Gaute,
Biskop Hans Theiste i Bergen, Apostelkirkens Provst,
Nils Henrikssøn Gyldenløve og Lagmanden i Bergen i
en Sag, hvori Norges allerfornemste Ætter vare interesserede.
Dette forudsætter, at han har indtaget en ret
anselig social Stilling, men enhver Oplysning i denne
Retning, saasom om hans Giftermaal og øvrige Familieforhold,
økonomiske Vilkaar o. s. v. mangler fuldstændig.
Naar Didrik atter fik Magten paa Island, kan jeg ikke nøiagtig angive. De islandske Kildeskrifter ere i den Henseende ikke ret klare, ja det har været antaget, at der samtidig eller med meget kort Mellemrum har været to Hirdstjorer af Navnet Didrik Pining paa Øen.[4]
- ↑ Dipl. Norv. II, S. 704. Med Munthe (Saml. t. d. N. F. Spr. og Hist., III, S. 621) at gjøre Didrik til Rigsraad, er dog aldeles urigtigt.
- ↑ Dipl. Norv. V, S. 586.
- ↑ Dipl. Norv. VIII, S. 436. Chr. Lange i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, IV, S. 7 3..
- ↑ Finni Joh. Hist. eccl. Isl., II. p. 245.
