I 1487 møde vi Didrik Pining i et nyt Farvand, nemlig Østersøen. Det var, som bekjendt, i dette Aar, at Kong Hans satte sig i Besiddelse af Øen Gotland, hvor den selvraadige Hr. Iver Axelssøn Thott, Kong Karl Knutssøns Svigersøn, en Tidlang havde hersket omtrent som en selvstændig Fyrste, men omsider, da han havde Valget imellem at underkaste sig Hr. Sten Sture eller Kongen, valgte det sidste. Didrik Pining fulgte vistnok som Chef for hele den danske Eskadre sin Herre til Gotland, hvor dennes høitidelige Hylding fandt Sted i Pintseugen,[1] og ledsagede ham derfra til Øland.[2]
Et Par Aar senere synes der at have været Differentser mellem Kongen og Hollænderne, i hvilke heller ikke Didrik Pining har været uden Andel. En danzigsk Krønike beretter under 1488 om nogle hanseatiske Skippere i Kongens Tjeneste, Dofe Lutke og Bartold Busch. Den sidste kom i Fangenskab i Amsterdam, hvorfra det dog lykkedes ham at undfly 1490. Han drog til Danmark for at klage hos Kongen. Der fandt nu Underhandlinger Sted s. A. i Hamburg, hvorved der opnaaedes et Forlig mellem Kongen og Hollænderne, men, heder det, hvad Didrik Pining og Busch angaar, kom de til at staa udenfor dette Forlig.[3]
- ↑ Scr. rer. Pruss., IV, 763. Nordisk Tidsskrift for Historie, Literatur og Konst, I, S. 442. En anden norsk Stormand, der synes at have været der tilstede ved samme Leilighed, var den unge Hr. Henrik Krummedike. (Aarsberetn. fra Geheime-Archivet, IV, S. 273).
- ↑ Olai Petri Svenska Krönika, utg. af G. E. Klemming, Sthlm. 1860, S. 281. Didrik kaldes her „Skipper Pining“, i Lighed med Christiern II.s bekjendte „Skipper Clemens“. Som man ved, betyder Skipper her det samme, som i vor Tid kaldes Commandeur eller Admiral.
- ↑ Scr. rer. Pruss., IV, 771, 779.
