sin Nød for ham. Han begyndte i Foraaret 1484, og det, som det paastodes, hvad enten det nu var sandt eller ikke, med Kongens Vidende og hemmelige Understøttelse en Sørøverfeide mod Stæderne, der som Münsters Venner havde vakt hans Had og Hevnlyst. Som selv kun et ganske ungt Menneske behøvede Jacob imidlertid ældre og mere erfarne Mænds Tjeneste, og saadanne Hjelpere fandt han i Didrik Pining med hans Pothorst og en forhenværende Borger i Lüneburg, Zander Hoboden. Den sidstnævnte havde forstrakt den til Laan altid haardt trængende Christiern I. med store Pengesummer og, som det gjerne gik dennes Creditorer, ikke faaet andet end gode Løfter til Betaling. Han havde derfor givet sig ud paa Søen som Fribytter, idet han hidtil især havde efterstræbt Kongens Uvenner, Englænderne.[1] Nogle af Junker Jacobs Tjenere kom imidlertid med et Skib og en Kravel ind i en Havn ved Kysten af Baahuslen, hvorfra Befalingsmanden paa Baahus Slot søgte at fordrive dem, men det lykkedes dem at flygte. Ligeledes kom de ind paa Kysten af Halland, men her forliste deres Skib, af Godset blev kun ganske lidet reddet, og Befalingsmanden paa Vardberghus[2] viste sig ligeledes fiendtlig. Junker Jacob havde imidlertid faaet Breve fra Kong Hans om, at han skulde holde op med sine Bedrifter, derpaa havde han bedet om Leide til Danmark og faaet det, men var saa om Sommeren 1484 paa Reisen sydover død[3]
- ↑ Alberti Crantzii Wandalia, Francof. 1580, fol., p. 318.
- ↑ Paa den Tid Erik Aagessøn (Thott), P. v. Møller, Bidrag till Hallands Historia, I, Lund 1874, S. 159.
- ↑ Scriptores rer. Prussicarum, hg. v. Hirsch, Töppen u. Strehlke, IV, p. 750–751. Det bemærkes, at dette er Kong Hans’s egen Beretning i en Skrivelse til Hanseaterne af 2den Febr. 1484.
