Denne Ø var, som bekjendt i en stor Del af det femtende Aarhundrede idelig hjemsøgt af Englændere, der kom for Fiskeriets Skyld, og som hyppig mishandlede den omtrent værgeløse Befolkning paa den skammeligste Maade. I 1467 havde Englænderne endog dræbt den kongelige Befalingsmand eller, som han med den gamle, andensteds forglemte Betegnelse her endnu kaldtes, Hirdstjore, den kjække Bjørn Thorleifssøn, der med sin mandige Hustru, Oløf Loptsdatter, danner et værdigt Sidestykke til Hr. Olaf Nilssøn i Bergen og hans Frue Elisa.[1] Det laa derfor nær at forlene netop en Kaperhøvding med Øen, thi en saadan Mand kunde paa engang værge den mod de Fremmede og dertil finde Tilfredsstillelse for sine egne Fribytterlyster ved at feide paa Englænderne, med hvem Kongen af Danmark og Norge levede i en Slags Krig, der dog ikke gik ud over saadanne halvprivate Skjærmydsler. Det er forresten ikke klart, om Didrik allerede nu har været forlenet med den hele Ø eller, som det i en noget senere Tid skal have været Tilfældet,[2] kun med den østlige og sydlige Fjerding. Den myrdede Bjørn havde nemlig en Søn, Thorleif, der ligeledes havde meget at sige paa Øen, og som maaske har forestaaet de to øvrige Fjerdinger.
Da Thronen var bleven ledig 1481 ved Christierns Død, opstod i Norge et Interregnum, under hvilket Rigsraadet, som naturligt under saadanne Omstændigheder, udviklede mere Virksomhed end sædvanligt. Navnlig vilde det bruge Leiligheden til at besætte Rigets Len
