sextende. Det er kun Kildernes større Rigdom og fremfor alt Magnus’s Egenskab af Sagnfigur, der har gjort ham navnkundig, medens Didrik er bleven glemt.
I Christiern I.s senere Aar skulle to Personer „Pinningus et Pytchehorsius“ i længere Tid have udmærket sig som ypperlige Sømænd og som Fribyttere af første Rang.[1] Om den sidste af disse to, hvis Navn skrives paa forskjellige Maader, almindeligvis dog „Pothorst“, vides intet særligt, thi han forekommer, mig bekjendt, aldrig uden som den førstnævntes uadskillelige Achates. Derimod bliver det af mange Omstændigheder, fornemmelig af den Maade, paa hvilken, som vi senere skulle se, Didrik Pining optræder i Norge eller paa Norges Vegne i Aarene 1489–1490, temmelig sikkert, at denne har været en Nordmand, der maa have tilhørt en af de mindre Adelsfamilier. Hvor i Riget han har hørt hjemme, er aldeles ubekjendt, men det bliver vistnok rimeligst at gjette paa Vestlandet. Her var ogsaa Navnet temmelig gammelt, thi allerede i 1304 nævnes en Einar Pinning i Buagaarden i Bergen, hvis Kone Solveigs Titel af „Hustru“ tyder paa, at han har været haandgangen Mand.[2]
Christiern I. maa have givet Didrik Pining en Forlening paa Island, hvor han omtales som Høvding 1478.
