kunnet overvælde den“.[1] Man faar i Thalmud tillige Oplysning om, at Kjødet af Leviathan skal være en af de mange Slags Spiser, de Retfærdige skulle nyde i Paradiset, ligesom det ogsaa heder, at Gud vil gjøre et Telt af dens Hud, medens det, der bliver tilovers af Huden, skal tjene til Beklædning af det nye Jerusalems Mure.[2] Vi staa altsaa her foran den Tanke, at Gabriel, der her visselig er tænkt som Messias’s Repræsentant, skal gaa paa Fangst efter Leviathan, at denne Fanget er et saare vanskeligt Foretagende, men at den dog endelig lykkes ved den Almægtiges Bistand. Den store Brage hæves op af Afgrunden og mister sit Liv. Og dette er Indledningen til den Messianske nye Tid.
Den første Kirkelærer, der fremstiller Kristendommens Centraldogme under Billedet af at fange Mørkets Drage = Leviathan paa en Krog, er ikke Rufin, men Gregor af Nyssa, altsaa en Mand, der levede ikke langt fra Centrerne for de Syrisk-Babyloniske Thalmudister, og som var en Samtidig med Samleren af Thalmud babli, den fremragende Rabbi Asche i Sura.[3] Fra Gregor er Tanken aabenbarlig gaaet over i den i de græske Fædres Skrifter saa velbevandrede Rufins Forklaring af Troesbekjendelsen, og herfra optaget af Gregor den Store. Hvorledes er nu denne Tanke opstaaet inden Kirken? To Muligheder kunne tænkes. Enten kan man paa Grund af sin dogmatiske Opfatning af det centrale i Kristendommen selvstændig være kommen ind paa denne Allegorisering, eller ogsaa kan Billedet være bleven overført fra Synagogen til Kirken ved Jøder, der vare gaaede
