Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/24

20

GUSTAV STORM. MAGNUS BARFODS VESTERHAVSTOG.

Det Billede, vi gjennem disse sammenstillinger har vundet af Magnus Barfods Vesterhavstog, har betaget ham endel af det æventyrlige Skjær, som dels Sagaerne, dels Historikerne har kastet over hans Færd ved at fremstille ham som en af den ældre Tids Vikingehøvdinger, der var overalt og til alle Tider paafærde for at vinde „Bytte og Hæder“. Sagaerne har ikke Ret i at tillægge ham den Plan at ville erobre hele Irland, Historikerne har ikke Ret i at lade ham indblande sig i skotske og senere i irske Thronstridigheder. Paalidelige Kilder viser ham konsekvent i den Bestræbelse at knytte de skotske Øer og Man til det norske Rige: paa sit første Tog undertvinger han Orknøerne og fanger den sydrøske Konge, som maa hylde ham; med disse virkelige Resultater nøier han sig uden at forsøge mere, et tilfældigt Held ved Anglesea fører ham ikke bort fra hans Planer. Det 2det Tog har til Hensigt at benytte Underkongen Lagmanns Død til at skaffe den norske Kongeslægt Øernes Throne og knytte dem nærmere til Moderlandet. Dette vilde vist ogsaa være lykkedes, hvis han ikke paa Hjemveien fra sit nye Rige havde begaaet en eneste Inkonsekvens, at gjøre den letsindige Landgang paa Irland, der kostede ham Livet. Skjønt hans Søn forlod det nye Rige i Mismod over Faderens Død og senere den gamle Kongeæt kom tilbage, var dog ikke Magnus’s Tog forgjæves: Jarlerne i Orknøerne og Kongerne paa Sudrøerne sluttede sig fra den Stund af til Moderlandet, og den af Magnus ordnede Tilstand bestod med faa Modifikationer i over halvandet Hundrede Aar.