inden Kredsen af de gnostiske Ophiter, derom have vi ogsaa et talende Vidnesbyrd i det af Origenes beskrevne ophitiske Diagram. Jorden, Materiens og Ondskabens Sæde og Bolig, var paa dette fremstillet symbolsk ved 10 paa hinanden staaende Kredse, der betegnede de forskjellige onde Magter, der aabenbare sig i og beherske den jordiske Tilværelse, og som udbreder blandt Menneskene Synd og Ulykke. Men rundt om disse den telluriske Tilværelse afbildende 10 Kredse var slagen en stor Kreds, der baade i Centrum og Periferien var inskriberet: Leviathan. Denne kan i denne Sammenhæng og efter Aanden i den ophitiske Gnosis ikke betegne noget andet end Verdenssjelen, repræsenteret af det al Jorden omgivende Vand, Hav. Slangen = Leviathan er her indgaaet i Forbund med Grækernes Okeanos.[1] Dog bør man at lægge Mærke til, at Okeanos hos Grækerne aldrig opfattes anderledes end den hele Jorden omflydende store „Strøm“ eller „Flod“. Det er fuldstændig vilkaarligt og en umotiveret Overføren af fremmede Tanker paa græske Forestillinger, naar Preller i sin græske Mythologi kalder Okeanos en „Slange“. I Iliadens Beskrivelse af Achilles’s Skjold[2] er Okeanos intet andet end „den mægtige Flod“, der afbildes som gaaende „helt omkring den yderste Rand af det herlige Rundskjold“.[3] Hos Hesiod er Okeanos ligeledes kun en „ποταμὸς τελήεις“,[4] en i sig selv tilbageløbende Flod.
