muligt blive paa det, ellers bliver Barnet uroligt. Barselkonen maa og have Staal i Sengen og en Kniv i Haanden, naar hun gaar ud. Hun maa ikke gaa over Bække eller til Fremmede, før hun har holdt sin Indgang, thi da er hun og Heie. Indtil den Tid maa ingen Mandfolk komme, thi da miste de Hatten eller Huen, som med Penge maa løses igjen Men Konerne af Slægten eller Nabolavet bær Flødegrød i et Spand, hvorover staar 4 Fingre tykt smeltet Smør, hvori flyder Honningkage-Stykker og haardkogte ituskaarne Æg. Paa den maa Konen endelig smage og takke for god Grød. At Smerterne ikke skal føles, maa hun drikke sig et lidet Rus. Skarnet af Barnet maa brændes. Kludene, som vaskes, maa brændes tilligemed Vandet, før det slaaes ud, at Barnet ikke skal blive uroligt. Vuggen maa ikke bevæges, naar Barnet ikke er deri, thi ellers bliver det sygt. Tørt Meel er ellers det første, man indgiver Barnet, naar det er født, thi Smør vil foraarsage Sved, Øl eller Melk Drukkenskab. De Børn, som fødes om Søndagen, pleie ikke leve længe, men leve de, da kan Tusser eller Spøgeri ingen Skade gjøre dem, ja en søndagsfødt Kone behøver ikke at frygte for noget, medens hun laver til Barsel. Medens Konen har Fødselssmerterne, skal Manden nødvendig se til, hvis ikke, da lignes han ved en Tyr og et Udskud af Menneskeheden. Dør Konen fra sit Barn i denne Tid, da maa man lægge en Dukke hos hende i Ligkisten, at hun ei skal gaa igjen efter Barnet og det deraf skal vantrives. Skulde derimod Barnet vantrives, da tager man en Sten af Elven, en af Hampeageren og en af en Høi eller og en Sten af Bjerget, en af Vandet og en af Kirkegaarden, da det var Bergrøsen, Nøkken eller Dødninger, som skadede Bar-
