thi ellers vil Barnet brøle i Søvne. Man maa ingensteds i Stuen slaa smaa tynde Trækiler i andet Træ, som her kaldes at aarette, thi ellers bliver Konen ikke af med Barnet. Raad herimod er dette: Man slaar smaa Trækiler i Krakken og lader Konen, naar hun har Fødselssmerterne, paa Knæ krybe rundt om Krakken og med Munden udtage dem. Alle Baand i Stuen maa være løsnede, og hendes Haar hænge udslaget, og alle Knuder, som findes paa hendes Klæder, opløses. Dør hun uden at blive forløst, maa man lægge en Sax, Synaal, Traad og noget Linned i Kisten hos hende, som hun behøver til Barnet i hin Verden. Naar Barnet er født, løsnet og lagt i Klude, lægger man det paa Ryggen af Moderen og beder paa Barnets Vegne, at Moderen vil tilgive det de Smerter, det har foraarsaget hende. Naar Barnet er svøbt haardt og lagt i Vuggen, undertiden i en Hængeseng, som et Trug, der skydes frem og tilbage, syes en Penge i Svøbet og staal lægges ved Siden i Vuggen. Barnet vigsles[1] med et Stykke Brød og korses over Hovedet, hvorved det bevares fra Tusserne og de Underjordiske. Saalænge Barnet endnu ikke er døbt, maa Ilden aldrig slukkes af Arnestedet, thi ellers kunde der blive Bytting af, og en Bog maa stedse ligge paa Vuggen. Man maa derfor haste med at faa Barnet døbt, thi før er det Heie (Hedning) og underkastet stor Fare. Naar Barnet skal til Daaben, maa Klæderne, som daglig bruges, ligge urørte, og de Klæder, det ved Daaben er iført, skal saa længe som
- ↑ „Vigsle er det samme som indvie, og deraf kommer Vigilie-Kadden (ɔ: Præsten i de catholske Tider) og Vigslevatten (ɔ: Vievand). Naar Barnet skal vigsles, sætter man Ild i Brødet og røger over det“. (Willes Anmærkning).
