ham i Leiet, om hun ikke havde Lyst til at ægte ham; nu derimod sove de ofte tilsammen til om Morgenen for Løiers Skyld. Denne Søvn kaldes Kvilnøyt (ɔ: nyde Hvile);[1] og er Fjøshjellen Hvilested for de ringere, men Bursvalen eller Loftet for de fornemmere. Om Morgenen rømmer Frieren som en Hønsetyv og er hjertelig bange, at man skal møde ham. Er det nødvendigt, at han maa ind, da sætter han sig med Undseelse paa Krakken næst Døren, hvilken Ende derfor kaldes Belehynne. Tre Uger og en Maaned er gemenlig den Tid mellem hver Gang Frieren besøger sin Elskede. Sker det oftere, er det paa Ulvens Maner. Et halvt Aar gaar bort, inden han kommer med sine Foræringer, kaldet Gaavune. Efter Formuen bestaar disse i Sølvsøljer, Maljer med Lænke, Skaatelærred og Tørklæder. Saalænge dette hviler i Pigens Gjemme, er det Tegn til, at hun vil ægte ham; og har han da Ret at besøge hende. Efter et halvt Aars Forløb fra denne Tid maa pigen selv personlig absolut bære Gaverne tilbage. Dette maa ske paa en Søndag, da hun i Følge med en Pige faar Kjæresten afsides, leverer ham Gaverne og strax forføier sig hjem. Det er derfor ikke Tegn til Opslag, men angrer han paa Tilbudet, bliver han dermed borte for evig; hvis ikke, da bær han dem næste Aften tilbage. Derimod, er det hendes fulde Alvor, at hun ei vil have ham, kommer hun strax tilbage med dem, ja ofte ikke tager dem i sin Haand. Det er skammeligt at gifte sig før efter 2 Aars Forløb fra den Tid, man begyndte at fri. Derimod er det en sand Ære for Pigen, jo længere hun bier, inden hun forlover sig, og ved at love ham halv om halv lader
- ↑ Denne Forklaring er ikke rigtig. Det betyder Sengefællesskab.
