Saave, Signe, Sigri, Sigvei, Sonnon, Svaanon, Taaron, Tolloug, Tone, Torbjør, Tore, Toril, Turi, Æjeliv, Øli.
Naar man her vil fri, sendes i Forveien en mægtig Mand, som derom skal handle med Forældrene og Pigen. En Maaned gaar i det ringeste bort, før Frieren, her kaldet Belen, selv kommer, og har han et Mandfolk i Følge, som her kaldes Fyrigaangs-Manden eller Beleguten.[1] Hertil er Løverdags Aften den eneste Tid, Aftener i Julen er de fornemste, andre Høitidsaftener ere heller ikke at forsmaa. Det maa være mørkt, før man kommer. Ved Ankomsten staar Frieren udenfor. Er det koldt; begiver han sig til Fæhuset, skjønt altid paa Udkig. Beleguten gaar ind, beder Pigen ud, Tiden og alle Omstændigheder lærer hende, hvad man vil. Her sker da absolut Modstand. Med Magt maa hun ud. Ofte er Pigen stærkere, og Manden staar til Skamme. Han er da betænkt paa Raad imod Uraad og ved Snedighed faar hende paa Døren. Naar hun er indkommen, griber Frieren sit Bytte og holder fast, indtil Beleguten maa anvise Seng og Klæder, om Pigen vil vægre sig derfor. Men for de fornemste og især for Enkemænd reder Forældrene selv Sengen op. Det hænder sig og ofte, at Pigen nu undrømmer, indelukker sig i Loftet eller Høistuen, og da maa Frieren agere Voldsmand, opbrække Gulvet eller Døren eller udtage Vinduet for at faa fat paa sin Elskede. Naar dette er skeet, forføie de sig til Sengs. Den gamle Skik var, at Pigen forlod
- ↑ Møder han underveis en Orm, da er det Tegn til Courage i at udføre sit Ærinde og til Ønskets lykkelige Avantage.
(Willes Anm.)
