eller dø. Man satte sig paa Gulvet, tog Skoen paa Taaen og kastede den over Hovedet til Døren; dersom Spidsen af Skoen vendte til Døren, da var den, som kastede, fei. Naar man derimod lagde sig tilsengs, satte man Skoen ved Skorstenen eller under Aaren med Taaen til Bordet; var Skoen om Morgenen omsnud, da var man dødsens. Vilde man erfare sin Skjebne i Ægteskab, da tændte man et Lys og satte derved tre Skaaler, en med Øl, en med Melk, en med Vand; man satte sig da til at vaage; naar da et Knald var hørt, som rystede hele Huset, kom Kjæresten og drak, og af denne Drikken kunde man bedømme, hvordan Rigdom den besad. Vilde man derimod erfare, af hvad Slags Korn man fik mest i anstundende Aar, da feiede man Gulvet under Bordet ganske rent om Aftenen; om Morgenen saa man, hvad Slags Korn der laa under Bordet og derefter dømte man.
Dagen efter Helligtrekonger drak man Eldbjørs Minde paa denne Maade. Førend det blev Dag, lagde Konen i Huset i Bagerovnen eller paa Aaren, og naar det da brændte allerstærkest, havde hun ved Haanden en Lefse-Kling og en Øl-Skaal. Derpaa sammenkaldte hun alle Husets Folk, opstillede dem i en Halv-Maane om Aaren eller Ovnen, da de alle paa Knæ med Lykønskning aad en Bid af Klingen og drak hver sin Drik med Eldbjørs Skaal. Naar dette var forbi, kastede hun det overblevne i Ilden i det Haab, at de udi dette Aar skulde bevares fra Ildebrand og anden Ulykke.[1]
Jule-Nyet, som blev tændt efter Jule-Dagen, var det mærkværdigste i hele Aaret; om Aftenen gik man
- ↑ Her forbigaaes Beretningen om Asgaardsreien, der er indtagen i Udgaven af 1786.
