det ud paa Dyngen, hvorudover Tussen af Kjærlighed og medynk over sit Barn hentede det tilbage. Ellers kunde man erfare, em det var en Bytting eller ei, naar man holdt det nøgen mod Solen Paaske-Dags Morgen, thi deraf revnede det, dersom det var en Bytting.
Anden Dags Otta var og en mærkværdig Tid, da skulde alle have spist før Dag, thi da hugger Fuglen 3 Hug med Nebbet i Træ, thi han vil komme først, og den, som da af disse kommer først, den behøver mindst at æde hele Aaret igjennem. I Otten skulde man da gaa hen til sin Nabos Fæhus og Hestestald, dog uformærkt, skuffe ud alt Skarn, feie Gulvet, give Kreaturerne Hø og derpaa reise, men traf de dem i Arbeidet, bleve de inviterede ind at spise og faa en Skaal Øl. Ligesaa tidlig skulde man da i forenet Selskab ud at ride Jul med Hujen og Skrigen, og hver man kom, skulde man have Drikke. Den Slags Fugl, man først da saa, var et Tegn paa, hvad Natur man fik hele Aaret igjennem. Saa man først en Skjære, da blev man meget sladderagtig.
Nytaars-Aften, naar Grøden var kogt, gik man ud paa Møge-Dyngen med Grød-Tværen i Haanden, raabte 3 Gange: „Basse, Basse, Du skal ikke faa mere af Kyri mi ad Aare end af denne Grød-Tvære.“ Medens man spiste, gik man ud uden at have læst fra Bordes og saa gjennem Vinduet; var da nogen fei i tilkommende Aar, da saaes den med Hovedet under Armen indenfor, dog kunde undertiden saadan Nysgjerrighed straffes med Fald. Slukte Lyset af sig selv, betydede det Feihed. Nøs den yngste; da skulde den ældste dø, og nøs den ældste, da skulde den yngste dø. Man kastede ogsaa Sko samme Aften for at erfare, om man skulde leve
