Vand qvellede ud og gav en fæl Allarm i Naturen; men for Brygning var Raad; kun 3 Draaber Melk gjorde Alting roligt igjen.
Juleaften var den glædeligste Dag hele Aaret igjennem; om Morgenen gav man hverandre Ris, og det kaldes Jole-Skjerka. Før Sol gik ned, maatte Kreaturerne være røgtede; for at udrense alle Tusser maatte Stuen og Fæhuset være raget med Krudt og Svovl (Brænde-Steen) og alle Huse korses udenfor med Tjære. Foruden sin vedbørlige Tractement gav man Koen Salt og Malt med denne Tiltale: „Salt og Malt Jole-Kvellen Kyre mi!“ En liden Bjelde, kaldet Dingele, blev hængt paa Heste, og et Korn-Neg udsat paa en Stang til Fuglene. Alle Øl–Tønder bleve korsede med Tjære, Lefserne og Kagerne med Smør. Man forføiede sig da til Brygger-Huset at bade sig. Vilde man se sin tilkommende Kjæreste, stod man ganske stiltiendee op af Badet, klædte sig og gik tre Gange baglængs om Stuen med en Ølskaal i Haanden; naar man tredie Gang nærmede sig Døren, kom der et græsseligt Smeld, hvorover man ikke maatte altereres, og da kom den tilkommende Ægtemages Gjenfærd og drak af Skaalen. Ligesaa feiede man Laavegulvet meget rent og derpaa gik tre Gange baglængs rundt om Huset; naar man da tredie Gang kom, gik man ind, og da stod Kjæresten i en af Krogene, havende i Haanden en Øl-Skaal, om den er rig, en Melke-Skaal, om den er middelmaadig, men en Skaal Vand, om den er fattig. Naar man indkom, dækkede man Bordet, satte Maden derpaa og to tændte Lys, der med alt skulde staa Natten over, at de vandrende Tusser kunde have god Forflegning. Man bar da Grød og Lefse-Kling hen i Qværne-Huset til Nissen og Fosse-
